Udskriv side Udskriv side Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Hvad kan en bedemand hjælpe med?

Du behøver ikke bruge en bedemand

Når et menneske dør, henvender mange pårørende sig til en bedemand. Han kan tage sig af mange praktiske forhold i forbindelse med dødsfaldet og begravelsen.

Men der er ikke pligt til at bruge bedemand. De pårørende kan vælge selv at stå for alle opgaver i forbindelse med begravelsen. Eller I kan aftale med bedemanden, at I selv ordner nogle ting,mens bedemanden klarer andre.

Bedemanden tager selvfølgelig betaling for alt det arbejde, han gør – og der er store prisforskelle.
Se denne hjemmeside med prissammenligninger på de forskellige elementer i en begravelse.

I følge Forbrugerstyrelsen vælger mange pårørende dog at få en bedemand til at tage sig af

  • Levering af kiste
  • Eventuelt levering af ligtøj
  • At lægge den døde i kisten og klæde ham eller hende på
  • Rustvognskørsel
  • Levering af urne
  • Transport af urne til krematorium

Men den døde behøver ikke have særligt ligtøj på. Han eller hun kan sagtens komme i kisten i sit eget tøj og eventuelt bruge sit eget sengetøj.

Og du må gerne selv tage dig af transporten af kisten med den døde i. Det skal blot foregå, så straffelovens bestemmelse om usømmelig omgang med lig ikke bliver overtrådt. Du skal desuden være opmærksom på ikke at forstyrre den offentlige orden.

Bedemanden kan også tage sig af at

  • Udfylde og aflevere dødsanmeldelse og andre offentlige dokumenter
  • Indrykke dødsannonce
  • Henvise til præst eller en anden ceremoniholder
  • Bestille og levere blomster, kranse og dekorationer
  • Trykke salme- eller sanghæfter
  • Pynte kirke eller kapel
  • Reservere gravsted og bestille gravning
  • Bestille og levere gravsten og inskription
  • Søge om begravelseshjælp

Disse opgaver tager bedemanden selvfølgelig også penge for. Som regel kan han ikke give en fast pris på disse opgaver, fordi han ikke er alene om at løse dem. Bedemanden skal i stedet give et overslag, et cirkabeløb, for hvor meget arbejdet vil komme til at koste.

Bedemanden skal tydeligt oplyse sine kunder om, hvad hans arbejde koster – for eksempel ved at skilte med priserne.

Mange bedemænd er medlemmer af en sammenslutning af bedemænd.
De største sammenslutninger har fælles websteder, hvor du ret nemt kan finde en lokal bedemand.

Du kan for eksempel også lede efter en bedemand på De gule sider eller Krak –  og få mange hundrede navne…