Udskriv side Udskriv side Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Det betyder noget at sige ordentligt farvel

6. marts 2010

Ritualer for afskeden med livet har gennem årtusinder været vigtige for danskerne. I dag vil mange gerne selv bestemme, hvordan de kommer herfra.

Af Marianne Bjerring Laursen

Begravelses­skikke har været kendt i Danmark, lige siden jægerne i stenalderen kom til landet for flere tusinde år siden. Dengang blev mennesker begravet med personlige ting ved deres side. Ting de kunne få brug for enten i dødsriget eller i deres næste liv.

I dag er denne skik ved at være almindelig igen efter årtier, hvor de fleste begravelser foregik i stilhed.

Mennesker har brug for ritualer
Mennesker har behov for ritualer i forbindelse med overgange i livet, siger Søren Boudigaard, som er bedemand i Skive og næstformand i Danske Bedemænd:

”Ritualer er en praktisk ting, for så ved vi, hvad vi skal gøre i en svær situation. Tingene falder bedre på plads i hovedet for mange, når man har sagt farvel på en ordentlig måde. Og det betyder meget for de fleste.”

Da mølleren døde i 1950
Flagene var på halv i hele landsbyen den julidag, da mølleren blev begravet. Han var død nogle få dage forinden på det lokale sygehus. Dagen efter sin død blev mølleren kørt hjem til landsbyen efter at være sunget ud fra sygehusets kapel. Han lå i sin kiste i rustvognen, og familien fulgte efter i flere biler.

Ligtoget kørte omkring møllen og holdt stille nogle minutter, inden turen fortsatte til landsbykirkens kapel, hvor mølleren stod til begravelsesdagen. Rundt omkring i landsbyen stod folk stille, mens rustvognen passerede.

Møllerens begravelse
Masser af mennesker mødte op til møllerens begravelse. Der var så mange, at de sidst ankomne måtte stå uden for kirken under gudstjenesten. Men alle kunne være med, da mølleren til sidst blev sænket i jorden på kirkegården. Bagefter var der begravelseskaffe i bagerens sal.

Møllerparret som nyforlovede i 1913. Privatfoto.

Møllerens kone døde i 1970
Tyve år senere døde møllerens kone på et andet sygehus. Hun havde forinden insisteret på, at det skulle foregå uden virak, når hun engang skulle af sted.

Bedemanden sørgede for, at hun kom fra sygehuskapellet direkte til kirken, den dag begravelsen skulle foregå.

Møllerkonens begravelse
Kun familien og de allernærmeste bekendte var med til begravelsen, for møllerkonens død blev først annonceret bagefter.

Hun blev i stilhed begravet ved siden af sin mand og fik sit navn på hans gravsten.

1950: En tydelig afsked med den døde
Det var almindeligt at blive begravet som mølleren i Danmark i midten af 1900-tallet: En tydelig og klart markeret afsked med mange ritualer. Ingen kunne være i tvivl om, at mølleren var død.

Efter begravelsen var det nemt at finde hans gravsted på kirkegården. Mølleren havde ikke selv haft nogle ønsker til sin begravelse, så den foregik, som man plejede at gøre det på den tid.

Mølleren og hans kone ved sølvbrylluppet i 1939. Privatfoto.

1970: Begravelsen foregår i stilhed
Møllerkonens begravelse var lige så almindelig i Danmark i slutningen af 1900-tallet: En stilfærdig afsked med få ritualer. ”Begravelsen har fundet sted” eller ”Bisættelsen foregår i stilhed” stod der i de fleste dødsannoncer, så det først var senere, verden opdagede, at den døde var væk.

Mange valgte efterhånden at blive brændt på krematoriet og bagefter få en urne med asken sat ned i ’de ukendtes grav’ på kirkegården. Så var der ikke ulejlighed for nogen med at passe et gravsted. Møllerkonen havde selv bestemt, at hun ville begraves diskret.

I dag taler vi mere om døden
Fyrre år efter møllerkonens død lægger danskerne i stigende grad planer for, hvad der skal ske, når de på et tidspunkt dør. Og det sker ofte ud fra et ønske om at skabe en særlig oplevelse.

”Døden er ikke så farligt et emne mere, så i dag snakker man ofte om det og får ønskerne skrevet ned,” siger sekretariatschef Kirsten Søndergaard i Begravelse Danmark.

Mange vil gerne selv bestemme
Kirsten Søndergaard kan registrere, at mange danskere udfylder dokumentet ’Min sidste vilje’ blandt andet med ønsker om begravelsesform, valg af sange og gravsted. Og bedemand Søren Boudigaard er efterhånden med til mange begravelser, hvor den døde selv har fastlagt rammerne før sin sidste rejse.

”I dag vil vi gerne iscenesætte vores eget liv på alle mulige måder, lige fra dåb over konfirmation og bryllup til begravelse. Vi vil have kontrol og indflydelse, så det uvisse ikke kommer bag på os,” siger bedemanden.

2010: Jeg er min egen – også i døden
Så efter nogle årtier med stilfærdige begravelser og mange anonyme gravsteder er udviklingen vendt. Begravelsen eller bisættelsen er ofte åben for alle, og bagefter får den døde et stort eller lille gravsted, der ofte er individuelt indrettet og pyntet.

Og man kan møde stadig flere døde i den virtuelle verden – for eksempel i form af dødsannoncer på afdoede.dk eller gravsteder på mindet.dk.

Filed under: Døden som kulturfænomen

Tags: , , , , , , ,

2 Comments Skriv en kommentar

  • 1. agnete christensen  |  7. januar 2016 kl. 18:14

    Nar man har fået at vide at bisættelsen foregår i stilhed .
    Jeg er en af dem. Må jeg komme med en bårebuket. det vil jeg meget gerne. Hilsen AGNETE

  • 2. admin  |  3. februar 2016 kl. 11:52

    At bisættelsen foregår i stilhed betyder efter min opfattelse, at kun den dødes nærmeste deltager i selve bisættelsen. Men man kan sagtens vise sin deltagelse i den forbindelse ved at sende blomster til kirken, evt. aflevere dem selv i god tid før bisættelsen.

Skriv en kommentar

(required)

(required), (Hidden)

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

TrackBack URL  |  RSS feed for comments on this post.


Kategorier

Meta